Dit EU
I serien EU i Krig og Kærlighed følger vi Amir og Mathias, som på hver deres måde, har mærket, hvordan Danmarks og EU’s regler for migration og asyl kan ændre tilværelsen i Danmark.
Det er fortællingen om den forelskede og flytningens svære rejse ind bag EU og Danmarks lukkede grænser. Mathias fra Danmark, forelsker sig i latinamerikanske Li på en studietur til Nicaragua. De gifter sig, men da Li er under 24 år, bliver de tvunget til at flytte til Sverige og forsøger at komme tilbage til Danmark med EU’s mere lempelige regler for fri bevægelighed. Sideløbende følger vi Amir på 28 år, som er en flytning fra Iran. Hans lange vej som illegal gennem Europa, fører ham til sidst til Danmark.
Gennem fire afsnit følger vi hvordan EU åbner grænserne for egne borgere, mens de samme grænser holder dem ude, der står på den anden side. Tag med på en følelsesladet rejse til ”EUs grænseland”.
Podcasten er produceret af Maria Mortensen, Didier Larsen, Linea Kornum Rask og Camilla Presutti Witt.
Musiken er komponeret af Lucas Forchammer.
Her kan du høre første afsnit af EU i Krig og Kærlighed med Amir og Mathias, hør andet afsnit her samt tredje afsnit her.
Oversættelse af Amirs historie
Mine venner hjalp mig med at købe billetterne til at komme her [ Danmark]. Jeg besluttede at blive her, fordi det er lettere for iranske flygtninge at få asyl. Og det var kun det, der var vigtigt for mig: at få asyl så jeg kunne leve, intet andet, du ved. Jeg ledte ikke efter en smuk by eller smukke mennesker, bare et sted at leve.
Jeg fandt ud af, at København var et godt sted at leve for mig. Det var bedre end andre steder, i Tyskland og Sverige er det svært at få asyl for iranere, og Sverige deporterer folk tilbage til Iran, så det er svært. Det var derfor, jeg ville søge asyl i Danmark.
Jeg var i lejren i 6-10 dage, næsten to uger , i et asylcenter i København. Så sendte de mig til en ny lejr. Jeg var der i næsten to og et halvt måneder, så sendte de mig til en anden lejr, næsten på landet, fem timer fra København, et sted der hedder Langeland. Lejren hedder Holmegård, der var jeg i næsten ni måneder.
Der var så mange immigranter der boede der, og stedet lignede et hospital, det var uden for byen, og det var meget svært at købe ting fra supermarkedet, og rejse meget. Og man fik meget lidt penge til at leve for, kun nok til at købe mad, og man skal dele toilet og bad og køkken. Man får et lille værelse, og man skal dele med en, måske to, og nogen gange er der fire på et værelse.
Jeg har lært så mange ting! Så mange forskellige liv, hvordan man lever lovligt og ulovligt, hvordan man lever i junglen og skoven, hvordan man lever uden penge, det svære liv. Jeg har lært så mange forskellige ting, det var alle sammen gode ting at lære. Jeg tror at det er meget vigtigt for mennesker at lære sådan noget, men det er ikke godt at have det sådan, du ved, jeg har betalt meget! Jeg har betalt med næsten fem år af mit liv, og det er ikke godt.
Jeg vil gerne leve som et menneske, ikke være bange for politiet, eller for at finde et sted, jeg kigger på mig selv – hvis jeg bliver syg, hvad gør jeg så? Jeg vil bare gerne være fri, og leve som et normalt menneske i Europa. Hvis jeg fik muligheden, ville jeg tage tilbage i morgen, bare for at få muligheden for at komme tilbage til mit hjemland og se min familie, og bo der.
