Dit EU
I serien EU i Krig og Kærlighed følger vi Amir og Mathias, som på hver deres måde, har mærket, hvordan Danmarks og EU’s regler for migration og asyl kan ændre tilværelsen i Danmark.
Det er fortællingen om den forelskede og flytningens svære rejse ind bag EU og Danmarks lukkede grænser. Mathias fra Danmark, forelsker sig i latinamerikanske Li på en studietur til Nicaragua. De gifter sig, men da Li er under 24 år, bliver de tvunget til at flytte til Sverige og forsøger at komme tilbage til Danmark med EU’s mere lempelige regler for fri bevægelighed. Sideløbende følger vi Amir på 28 år, som er en flytning fra Iran. Hans lange vej som illegal gennem Europa, fører ham til sidst til Danmark.
Gennem fire afsnit følger vi hvordan EU åbner grænserne for egne borgere, mens de samme grænser holder dem ude, der står på den anden side. Tag med på en følelsesladet rejse til ”EU’s grænseland”.
Podcasten er produceret af Maria Mortensen, Didier Larsen, Linea Kornum Rask og Camilla Presutti Witt.
Musiken er komponeret af Lucas Forchammer.
Her kan du høre første afsnit af EU i Krig og Kærlighed med Amir og Mathias og andet afsnit her.
Oversættelse af Amirs historie
Da det var min tur, ved jeg ikke, hvorfor politiet hele tiden stoppede mig. De stoppede mig næsten fem gange: i Thessaloniki, Kerkyra og Athen. Og hver gang betalte jeg rigtigt mange penge, ca. 200 euro. Lige indtil jeg ikke havde flere penge, så købte jeg en bil til 500 euro, og skiftede dens nummerplade og dokumenter.
Det var forfærdeligt! Jeg glemmer det aldrig. Klokken var seks om morgenen. Og da jeg ankom til havnen, kom der en kontrollør, som bad om mit pas. Jeg viste ham passet, men det var et falsk pas fra Tjekkiet. Da han så mit pas, grinte han af mig, han kunne se, at det var en forfalskning. Den ene sagde til den anden: ”ring til det hemmelige politi, så de kan anholde ham.” Jeg blev så stresset, at jeg skiftede ansigtskulør, jeg blev gul i hovedet. Jeg var allerede blevet stoppet to gange før samme sted. Men så kom der en ny kontrollør. Han var en ung fyr, på min alder næsten, og han sagde: ”ej kom nu, lad ham gå, han ser ud som et godt menneske, han ser sød ud, lad ham gå”. Han gav mig passet tilbage og sagde: ”okay min ven, det er fint, gå, gå!”.
Jeg besluttede mig for at tage til England. Men jeg havde ikke en chance [for at krydse grænsen], for da jeg var i Frankrig, var det tæt på de Olympiske lege i London, og der var så meget politikontrol over det hele i byen Calais. De prøvede at stoppe os bare for at tjekke vores papirer. I de fire måneder jeg var i Frankrig, var jeg på politistationen hver anden dag. Og stationen lå 20 km. uden for byen, og vi skulle gå tilbage. Og vi boede i et telt i junglen.
Man kunne kun rejse med toget og lastbilerne. Men det var meget svært at hoppe på togene, for der var politi overalt hver nat, og de arresterede os. Én gang opdagede politiet, at vi gemte os i en lastbil. Én gang lugtede politihundene, at der var mennesker i lastbilen. Én gang var jeg heldig og krydsede grænsen til England og kom til Dover, men så stoppede det britiske politi mig, og deporterede mig tilbage til Frankrig. Det var virkeligt svært.
Efter fire måneder var det blevet rigtigt dårligt vejr, det regnede hver dag, og det var meget koldt. Så blev jeg træt af det, og jeg besluttede mig for at prøve at tage væk, til Tyskland, eller Sverige eller Danmark.
