EU i krig og kærlighed – afsnit 1

I serien EU i Krig og Kærlighed følger vi Amir og Mathias, som på hver deres måde, har mærket, hvordan Danmarks og EU’s regler for migration og asyl kan ændre tilværelsen i Danmark. Det er fortællingen om den forelskede og flytningens svære rejse ind bag EU og Danmarks lukkede grænser.

Mathias fra Danmark, forelsker sig i latinamerikanske Li på en studietur til Nicaragua. De gifter sig, men da Li er under 24 år, bliver de tvunget til at flytte til Sverige og forsøger at komme tilbage til Danmark med EU’s mere lempelige regler for fri bevægelighed.
Sideløbende følger vi Amir på 28 år, som er flygtet fra Iran. Hans lange vej som illegal gennem Europa, fører ham til sidst til Danmark.

Gennem fire afsnit følger vi hvordan EU åbner grænserne for egne borgere, mens de samme grænser holder dem ude, der står på den anden side. Tag med på en følelsesladet rejse til ”EU’s grænseland”.

Podcasten er produceret af Maria Mortensen, Didier Larsen, Linea Kornum Rask og Camilla Presutti Witt.
Musiken er komponeret af Lucas Forchammer.

Oversættelse af Amirs historie
“Jeg havde faktisk et godt liv. Det var rart for mig, for jeg var ung og arbejdede godt. Indtil for 2 år siden, da jeg blev 24 år gammel, hvor jeg fik et problem med regimet. Du kender den iranske historie. Der er ikke noget frihed eller noget fred, du ved. Vi har så mange forskellige aktivist-grupper. De vil gerne ændre regimet, men med dette regime er det meget besværligt. Indtil for 5 år siden, da der var præsidentvalg. En af de nye kandidater talte om frihed , han ville skabe fred borgerne imellem. Jeg tror næsten 80 % af befolkningen stemte på Mousavi, men den næste dag i TV sagde de, at den anden kandidat Ahmadinejad var blevet præsident. Det var så mærkeligt. Ingen troede på det. Du ved, hvordan er det muligt? Alle stemte på Mousavi.

Den næste dag hørte jeg, at mange mennesker ville gå ud i gaden og demonstrere imod det – for at kræve et omvalg. Jeg var også med til at demonstrere med mine venner. Næsten 5 millioner mennesker var i gaderne. Efter 10 dage sagde landets leder i fjernsynet til folket, at alle skulle stoppe demonstrationerne. Derefter begyndte politiet at skyde på folk. Jeg så to mennesker dø lige foran mig. Politiet skød som var de ligeglade. Efter dette, da jeg kom hjem, besluttede jeg mig for ikke længere at demonstrere. For jeg søgte ikke efter at dø, jeg søgte frihed. Men politiet begyndte at arrestere dem, der gik aktivt imod systemet, dem der demonstrerede.

En aften ringede en af mine venner til mig. Han havde et problem med sin bil. Jeg tog hen til ham og hjalp med at arbejde på bilen, indtil kl. 1 om natten, hvor min kusine pludselig ringede til mig. Da hun ringede græd hun og sagde ”hvad har du gjort? For politiet kom til mit hus og arresterede din fætter?”. Jeg sagde til hende, at hun skulle tage det roligt. Jeg ville komme hjem til hende, så kunne vi tale om det og finde ud af, hvad der var sket. Men så ringede min bror til mig. Da han ringede sagde han ”hey, hvor er du?” Jeg sagde, jeg var hos min ven og spurgte, hvad der var galt. ”Okay. Du burde komme hjem og spise middag med mig”. Jeg fik virkelig et chok, da han sagde dette til mig, for jeg havde allerede spist middag med ham og resten af min familie. Så jeg slukkede min telefon, for netop der vidste jeg, at politiet var i mit hus. Efter en time tændte jeg den igen og ringede hjem. Min mor svarede grædende på telefonen. Hun var meget vred på mig, for politiet havde arresteret min bror. Min bror havde slet ikke været i demonstrationen. Han havde ikke gjort noget galt. Jeg var i chok og meget forvirret over, hvad jeg skulle gøre.

Den næste dag var både mine venner der hjemme og fætters telefon slukket. Min ven, jeg var sammen med, gav mig den idé at tage til min onkels by for nogle måneder. Bare tag derhen og bliv. Når alt er ovre kan du komme tilbage. Jeg sagde okay, rejste og tog hjem til min onkel. Jeg fortalte ham hele historien, alt hvad der var sket. Han sagde, at det ikke var så godt, at jeg var der. Jeg skulle tage til Tyrkiet og blive der, der er meget mere sikkert end her. For politiet kender alles CPR-numre og kan finde dig meget nemt”.