Af Tobias
Onsdag:
Som planlagt deltog jeg i mødet omkring FinnoWater-projektet onsdag. Sammen med vores spanske og engelske partnere fik vi udarbejdet et spørgeskema, der skal undersøge, hvordan man mest effektivt får finansieret innovative vandprojekter. Jeg fik til opgave at foretage selve dataanalysen, som skal ligge til grund for en større rapport, når først besvarelserne begynder at komme ind. Den store rapport skal bruges til at informere Kommissionen om, hvordan de bedst kan støtte initiativtagere til vandprojekter. Dette, håber vi, kan føre til, at det bliver nemmere at få finansieret nye vandprojekter i blandt andet Midtjylland. Eftermiddagen gik med at skrive og udsende vores ugentlige nyhedsbrev fra Bruxelles-kontoret og hjem til Midtjylland. Her videreformidler vi, hvilke EU-projekter der kan være relevante for midtjyske aktører at deltage i. Samtidig er der mulighed for at informere om spændende EU-relaterede arrangementer og andre Bruxelles-nyheder.
Igen stod den på ultimate frisbee efter arbejde. Efter de indledende kindkys foregår hele træningen på fransk, så der er god mulighed for at få trænet udtalen en masse her. Ca. halvdelen af holdet er belgiere, den anden halvdel er internationale – men med en stor overvægt af franskmænd. I dag spillede vi venskabskamp med belgierne mod de internationale, hvilket var ret sjovt, selvom belgierne endte med at vinde.