Lær din parlamentariker at kende – Lasse Quvang Rasmussen
Foto: Privat

Lær din parlamentariker at kende – Lasse Quvang Rasmussen

Lasse Quvang Rasmussen, 24 år, Socialdemokraterne

Fokus: Penge fra landbrugsstøtte til uddannelsesstøtte – Erasmus til alle – Investering ud ad krisen

Hvilken betydning vil din politik i EU have for unges hverdag?
Jeg vil starte med at tage en af mine store mærkesager: at man skal have gjort noget med ungdomsarbejdsløsheden. Og det, synes jeg, er et af de vigtigste ting at få gjort noget ved. Det er jo ikke bare et problem for de mennesker, der er arbejdsløse lige nu. Der har man set fra tidligere erfaringer med ungdomsarbejdsløshed, at de her mennesker ikke rigtig kommer i gang på arbejdsmarkedet nogensinde igennem deres liv. Det får nogen kæmpe konsekvenser for Europa, hvis vi ikke kan følge med på uddannelsesbølgen og få hele vores generation i gang med arbejde. Så får vi i hvert fald rigtig svært ved at konkurrere med Kina, Indien og Brasilien.

Hvad vil du så konkret gøre?
Nu har man lavet en ungdomsgaranti i EU, hvor man garanterer, at unge inden for tre måneder skal enten i uddannelse eller arbejde. Det har landene forpligtet sig til. Men der følger ikke rigtig nogen penge med. Mit forslag vil være at bruge færre penge på landbrugsstøtten og så i første omgang bruge det på uddannelsesstøtte, så flere unge kunne gå i gang med en uddannelse. En ting er selvfølgelig, at vi skal have gang i væksten og skabe nogle arbejdspladser. Men for rigtig mange unges vedkommende er det jo uddannelse, der er vejen frem. Det kunne jeg godt tænke mig, at Europa-Parlamentets budget var lidt mere offensiv i forhold til frem for at bruge alle pengene på landbrugsstøtte.

Hvordan vil unge danskere kunne mærke, at det er dig, der sidder i Europa-Parlamentet?
Der er for eksempel det her Erasmus-program. Man har lige fået det udvidet til også at gælde nogle erhvervsuddannelser. Og der, synes jeg, man skal gå videre i den retning, så det ikke kun er universitetsstuderende, der skal have mulighed for at kunne rejse ud og blive uddannet andre steder i Europa. Det, kan folk, der studerer på en erhvervsuddannelse ligeså godt have brug for.

Det, tror jeg, vil være en kæmpe værdi. Især for de danske unge, der jo ligesom vil kunne komme derhen i Europa, hvor man er bedst til ens felt. Det vil selvfølgelig være fedt for de unge, men det vil også være en styrkelse til deres uddannelse, fordi man så kan levere til samfundet bagefter.

Har I andre eksempler på, hvorfor jeres politik er unik i forhold til unges hverdage?
Jeg synes, at alt politik vedrører unge mennesker. Jeg synes også, at det vedrører unge mennesker at have en ambitiøs klimapolitik, for det er jo også fremtiden, vi snakker om. Og vi skal have en anden kurs for den økonomiske politik i Europa. Lige nu er det en borgerlig sparekurs, som dybest set går ud på at skære ned på velfærdsstaterne og presse lønningerne ned. Jeg ønsker en mere progressiv investeringskurs, hvor vi prøver at få folk i arbejde nu og her og at få gang i væksten igen ved for eksempel at investere i klima, infrastruktur eller uddannelse.

Jeg mener, at det sagtens kan kombineres, at vi har det indre marked og den frie bevægelighed, og at vi samtidig har gode løn- og arbejdsvilkår i Danmark. Det vil jeg kæmpe benhårdt for i hvert fald.

Så I forlængelse heraf, hvad ville du så kunne, som andre ikke ville kunne? Altså hvorfor skulle vi stemme på dig?
Det er, fordi jeg tager de der udfordringer alvorligt. Jeg mener, at den krisehåndtering Europa er ude på lige nu, er skadeligt for vores kontinent. Hvis vi skal komme ud af krisen med mindre velfærd og lavere løn- og arbejdsforholdsniveau frem for at bruge krisen progressivt til at få gjort noget godt ved samfundet, så skal vi investere i noget, vi godt kan lide. Mere vedvarende energi. Mere infrastruktur, så vi får bundet Europa mere sammen. Vi skal bruge det til at komme ud af krisen i stedet for at spare os ud af krisen.

Hvordan er det at være måske kommende, ung parlamentariker?
Man får tit spørgsmålet, om man er for ung. Det mener jeg ikke, jeg er. Der er jo allerede nu unge parlamentarikere. Det at være ung skal ikke nødvendigvis være en begrænsning. Vi skal have lidt mindre fokus på de tekniske processer, der er i EU. Det bliver for kedeligt. Det bliver for fjernt. Og det er med til at hæmme debatten om EU-politiske spørgsmål, som jo er mindst lige så vigtige som dem, vi har herhjemme. Det kan godt være, at jeg er så ung og ikke er lige så indfedtet i de politiske vaner, at jeg kan være lidt mere værdiorienteret.

 

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*