Lær din parlamentariker at kende – Teis Volstrup
Foto: Privat

Lær din parlamentariker at kende – Teis Volstrup

Teis Volstrup, 25 år, Socialistisk Folkeparti

Fokus: Grønne investeringer – Regulering af bankerne – Praktikpladser og jobs til nyuddannede

Hvilken betydning vil din politik i EP have for unges hverdage?
Den vil have en ret stor betydning. Noget af det, som vi sådan set allerede kalder en sejr, er den her ungdomsgaranti, hvor vi sikrer, at man som ungt menneske i Europa skal have tilbudt job eller uddannelse inden for 4 måneder. Man skal komme videre i noget beskæftigelse, efter man er færdig med sin uddannelse, eller efter man er blevet arbejdsløs. Vi venter på, at det nu skal rulles ud i medlemslandene. Nu er vi ved at finde ud af, hvordan vi kan sørge for, at det bliver til noget. Det, jeg også går til valg på, er at få styr på bankerne, sådan at man både nu og i fremtiden ikke skal gå og være nervøse for, at en ny, stor økonomisk krise skal ramme os, fordi bankerne er grådige.

Hvordan vil I gøre det?
Blandt andet gennem bankunionen, som jeg vil kæmpe for, at Danmark går med i. Meningen er at stressteste alle banker. Altså finde ud af hvem har rent mel i posen, og hvem har ikke rent mel i posen. Så kan man få ryddet op i hele banksektoren. Og så vil man gå ind og lave nogle fælles reguleringer og sørge for, at der er nogle fælles krav, som bankerne i Europa skal leve op til. Så kommer de heller ikke til at konkurrere mod hinanden på alle mulige lyssky parametre, som kunne få det hele til at stikke af sted igen.

Jeg kæmper for, at bankerne selv skal være med til at spare op. Så hvis det går galt igen, er der en redningsfond i Europa, som bankerne selv har betalt til. I bund grund handler det om, at der er en unik mulighed som borger og politiker for at tage magten tilbage fra finansverdenen. Og det kommer til at have den betydning, at jeg som ungt menneske ikke skal gå og være nervøs for, at der kommer en krise igen.

Hvordan er jeres politik unik?
Vores politik er unik, fordi vi har nogle konkrete anvisninger. Vi tør lave offentlige investeringer. Vi tror på, at det er den måde, der skaber flest nye arbejdspladser. Vi vil gerne lave grønne investeringer. Europa går forrest på en masse spørgsmål i forhold til klima og miljø. Det skal vi fortsætte med. Vi skal investere og sørge for, at der hele tiden er gang i den her grønne dagsorden i Europa. Vi skal sikre, at der hele tiden er et indre marked i Europa, som efterspørger grønne løsninger. Og at vi stimulerer det med offentlige midler og også offentlige EU-midler. Jamen, så skaber vi rent faktisk arbejdspladser. Hvis ikke man vil lave offentlige investeringer, så er det jo svært at gøre noget.

Hvor skal pengene komme fra?
I forhold til ungdomsgarantien er det penge, der allerede er fundet. Der er mange måder at gøre det på. Hvis man for eksempel investerer i Femern-broen, skal vi kræve, at de der offentlige midler fra EU er involveret. Så skal der være lærlinge, og der skal være praktikpladser her. Der kan man jo også lave klausuler ved at sige, at man skal have nogen helt unge mennesker med. Ligesom der er klausuler om, at der skal være lærlinge på et byggeri, så kan man også kræve, at der skulle være nyuddannede ansatte. Så sikrer man, at der hele tiden er fokus på de unge. Hvis man stimulerer hele økonomien og laver grønne, offentlige investeringer, så kommer der flere arbejdspladser. Og når der kommer flere arbejdspladser, og hvis vi samtidig sikrer, at de unge får en sammentænkt plan for, hvordan de skal komme videre efter endt uddannelse, eller efter de er blevet arbejdsløse, så tror jeg faktisk på, at ungdomsarbejdsløsheden kommer til at falde.

Hvordan tror du, at din alder vil påvirke dig som måske kommende parlamentariker?
Jeg har jo selv bekymringer for fremtiden. De sidste mange år har der jo netop været krise. Jeg er vokset op her under uddannelse, så jeg har jo hele tiden haft den der krisebevidsthed i baghovedet, hvor man tænker ”Åh, hvad så? Så skal jeg uddanne mig til arbejdsløshed”. Jeg tror, at jeg vil have en tendens til at tage nogle ting op som for eksempel den her finansting. Hvorfor skulle det lige pludselig være et hjertebarn at arbejde med banker og bankspekulationer? Det er det jo, fordi jeg gerne vil sikre min og jævnaldrendes fremtid. Vi så problemerne i 80’erne, hvor der var ungdomsgenerationer, der blev tabt. Jeg har ikke lyst til at være del af en tabt ungdomsgeneration. Det, tror jeg, egentlig bare gør, at der er nogle ting, jeg vil tage ekstra meget ansvar for at få løftet.

 

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*